Lånekonvertering

Lånekonvertering er principielt ikke et nyt begreb, men renteudviklingen i de seneste år har medført, at det efterhånden er blevet noget, som de fleste nok har hørt om, men som der nok alligevel hersker en vis forvirring eller usikkerhed omkring. Vi skal derfor i det følgende forsøge at skabe større klarhed om begreberne nedkonvertering, opkonvertering, obligationslån, kontantlån, Flex-lån (eller rentetilpasningslån) og kurstabsfradrag.

Overordnet er lånekonvertering en ombytning fra et lån til et andet lån. Det kan f.eks. være nedkonvertering - det vil sige omlægning fra et lån med en højere rente til et lån med en lavere rente, for herved at få reduceret ydelsen. Nedkonvertering anvendes f.eks., hvis kurserne på de obligationer, der ligger til grund for ens realkreditlån, er steget siden lånet blev hjemtaget. Stigning i kurserne er ensbetydende med fald i renten, som så evt. kan udnyttes ved denne nedkonvertering.

Det modsatte er opkonvertering - det vil sige omlægning fra et lån med en lavere rente til et lån med en højere rente, for herved at få reduceret gælden. Opkonvertering anvendes f.eks. hvis kurserne på de obligationer, der ligger til grund for ens realkreditlån, er faldet siden lånet blev hjemtaget. Denne omlægning vil typisk gøre ydelsen større, men anvendes for at være i en gunstig position før et eventuelt senere rentefald, med heraf følgende mulighed for føromtalte nedkonvertering.

Når man hører om nogen, der har konverteret og sparet nogle penge, tænker mange sikkert umiddelbart på, om de også selv kan gøre det. Som en tommelfingerregel kan siges, at hvis renten er faldet ca. 1 - 2 procentpoint, og der er tale om et lån på mindst kr. 200.000 med en restløbetid på mindst 10 år, vil det nok være fordelagtigt med en nedkonvertering. Hvis en af faktorerne er større, vil det måske også kunne betale sig, selvom andre faktorer er mindre.

Opkonvertering er nok lidt mere spekulationspræget, da det jo umiddelbart ikke er noget, man sparer penge ved, men tværtimod typisk betyder en højere ydelse. Man skal derfor have en tro på, at udviklingen vender, således at kurserne stiger og renten dermed falder.

Allerede på tidspunktet for lånehjemtagelsen skal man gøre sig klart, om man vil have muligheden for senere opkonvertering, idet man så bør vælge et såkaldt obligationslån i stedet for et kontantlån, da en eventuel kursgevinst ved senere indfrielse af kontantlån for personer vil være skattepligtig. Ulempen ved obligationslånet er så til gengæld, at nettoydelsen er lidt større end det tilsvarende kontantlån.

Selvom renteniveauet ikke er ændret særligt meget, siden man f.eks. optog et 20-årigt lån, kan det måske godt betale sig at konvertere alligevel, hvis restløbetiden f.eks. er blevet bragt ned under 10 år, hvorved man kan konvertere til et lån med kortere løbetid. Det er nemlig typisk sådan, at jo kortere løbetid et lån har, desto lavere er renten. Hvis restløbetiden er blevet væsentlig reduceret, er der således ingen grund til, at man skal betale den "risikopræmie" i form af en højere rente, som der er på de lange lån.

Ved låneomlægning kan man vælge imellem realkreditlån med forskellige pålydende renteprocenter, hvor den laveste er bestemt af den såkaldte mindsterente og den højeste af kursen, som på lånetilbudstidspunktet højest må være 100. Den laveste effektive rente får man ved lån med en lav pålydende rente, hvor kurstabet til gengæld er stort, hvilket kan være en ulempe, hvis kursen efterfølgende stiger, og lånet skal indfries før tiden, hvorved der fremkommer et kurstab. Hvis man vil have den mindst mulige risiko og samtidig mulighed for senere nedkonvertering, skal man altså vælge et lån, hvor kursen er tæt på 100, hvilket så til gengæld medfører en lidt højere rente.

Flex-lån (eller rentetilpasningslån) er en relativ ny låneform, hvor man udnytter, at renten på lån med kort løbetid typisk er lavere end på lån med lang løbetid samtidig med, at man alligevel har et lån med en løbetid på f.eks. 20 eller 30 år. Fordelen ved Flex-lån (eller rentetilpasningslån) er derfor en billig rente, men ulempen er, at man ved en eventuel senere stigning i markedsrenten også får en dyrere rente på sit realkreditlån. Denne låneform giver således en fordel nu og her, men også en risiko på sigt. Denne fordel og risiko kan så gøres større eller mindre ved at vælge imellem forskellige typer af Flex-lån (eller rentetilpasningslån). Denne låneform kan også være et alternativ til f.eks. banklån, som kan være med højere rente, som også typisk er variabel. Flex-lån (eller rentetilpasningslån) kan også fås med en fast ydelse, således at ydelsen ikke stiger ved stigende rente, men at løbetiden på lånet derimod forlænges. Dog ikke ud over 30 år.

Ved eventuel lånekonvertering skal man være opmærksom på, om det er et lån med såkaldt kurstabsfradrag, som er et skattemæssigt fradrag, der kan mistes, hvis f.eks. løbetiden bliver forkortet.

Hvis man vil konvertere, skal man også være opmærksom på opsigelsesreglerne for det gamle lån, som typisk er 2 måneder før den næste termin, da en overskridelse heraf kan medføre øgede omkostninger til såkaldt opsigelsesrente eller differencerente.

Slutteligt må man sige, at man ikke ved lånekonvertering kan lave en "facitliste" med den bedste løsning, idet man må prioritere imellem den bedste løsning her og nu og den bedste løsning på sigt under visse forudsætninger. Da det endvidere kan være svært at overskue alle de forskellige muligheder, skal vi anbefale, at man allierer sig med en uafhængig rådgiver, som kan være behjælpelig med at tilvejebringe et godt beslutningsgrundlag.