Kørsel i varebiler på gule plader
Der hersker for øjeblikket stor usikkerhed blandt arbejdsgivere og ansatte omkring reglerne for benyttelsen af varebiler på gule plader. Især ansattes kørsel i varebilen mellem bopæl og arbejdspladsen giver anledning til mange henvendelser.
Hovedreglen er, at når der ikke er betalt moms af anskaffelsen eller tillægsafgift af benyttelsen, har virksomheden tilkendegivet, at varebilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Det er derfor SKAT, der har bevisbyrden for, at varebilen eventuelt har været anvendt til privat kørsel.
Både arbejdsgiver og medarbejderen kan få sig en ubehagelig overraskelse, hvis SKAT vurderer, at varebilen er blevet anvendt til privat kørsel, især hvis begge parter var af den opfattelse, at bilen kun blev anvendt til erhvervsmæssig kørsel.
Konsekvensen er, at medarbejderen beskattes af værdi af fri bil, og at arbejdsgiveren skal tilbagebetale momsen af anskaffelsen og tillægsafgift for privat anvendelse af bilen.
Hvad betragtes som erhvervsmæssig kørsel i en varebil på gule plader.
I de tilfælde, hvor varebilen afhentes hos arbejdsgiveren og herefter anvendes til kørsel til forskellige arbejdssteder i løbet af dagen, hvorefter varebilen parkeres hos arbejdsgiveren, er der ingen tvivl om, at kørslen er erhvervsmæssig.
Tvivlen opstår, hvor medarbejderen kører fra bopælen om morgenen og ud til arbejdspladsen og hjem til bopælen, når arbejdsdagen er slut, hvilket typisk er tilfældet for mange håndværkere. Som udgangspunkt vil denne kørsel være privat kørsel bort set fra følgende undtagelser:
- chaufførers kørsel i varebilen.
- kørsel i specialkøretøjer.
- ansatte med tilkaldevagt.
Chauffører kan anvende varevognen til transport mellem bopæl og arbejde, såfremt chaufføren af arbejdsgiveren er blevet pålagt at hente og aflevere kolleger. Der må således ikke være tale om et tilfældigt chaufførarbejde for virksomheden. Disse regler gælder kun for varevogne og ikke for de såkaldte mandskabsvogne, hvor mandskabsvognen skal hentes og afleveres på arbejdsgiverens virksomhedsadresse.
Specialkøretøjer er køretøjer, der ”ikke er egnet til privat personbefordring”. Under denne kategori hører typisk lastbiler og kranvogne, men normalt også lukkede kassevogne, der er indrettet med fastmonterede hylder og værkstedsindretning. Disse varevogne er de typiske håndværkerbiler, der anvendes af fx tømrere, smede, elektrikere mv. Hvis man er i tvivl, kan man spørge SKAT, om den pågældende bil kan betegnes som et ”specialkøretøj”.
For at tilkaldevagten kan blive betragtet som reel erhvervsmæssig kørsel, skal følgende forhold være opfyldt:
- Både vagtordningen og rådighedspligten skal være reel. Det er ikke tilstrækkeligt, at medarbejderen blot er en del af en telefonkæde, hvor mødepligten kan tildeles den næste på listen, ligesom der skal være reelle begrænsninger i privatlivet i rådighedsperioden.
- Der skal være tale om tilkald til uvisse adresser. Ansatte, der kan tilkaldes til arbejdsgiverens adresse for udbedring af fejl på maskinparken, har ikke tilkaldevagt i skattemæssig forstand.
- Medarbejderen skal have både pligt og mulighed for at møde på arbejde i rådighedsperioden.
- Firmabilen må kun tages med hjem på de dage hvor der er reel risiko for tilkald.
- Firmabilen må kun parkeres hos medarbejderens bopæl på de dage, hvor vagtordningen er effektiv.
Anvendes varebilen til en af de 3 kategorier, vil kørslen være erhvervsmæssig. Imidlertid skal man være opmærksom på, at kørsel til samme arbejdssted over en længere periode med tiden vil blive betragtet som privat kørsel, idet arbejdsstedet ender med at være en fast arbejdsplads. Reglerne herom er defineret i den såkaldte 60 dages regel.
60 dages reglen.
For varebiler på gule plader, der ikke kan kategoriseres som specialkøretøjer, skal man være opmærksom på, at kørsel mellem bopæl og fast arbejdsplads er privat kørsel.
Kørslen betragtes dog som erhvervsmæssig, hvis 60 dages reglen overholdes. Det er således tilladt indenfor en periode på 24 måneder, at køre fra eller til bopælen fra samme arbejdsplads i 60 dage uden at denne kørsel betragtes som privat kørsel. Hvis der er gået mere end 60 dage siden sidste kørsel til eller fra samme arbejdsplads, startes der på en ny 60 dages periode.
Arbejdsgiverne skal være specielt opmærksomme på reglen i de situationer, hvor de samme medarbejdere er tilknyttet samme kunde i en længerevarende periode.
Gode råd for at undgå beskatning af fri bil
- pas på 60 dages reglen.
- anvend kun varebilen til tilkaldevagt, hvor denne er reel.
- udarbejd altid en skriftlig aftale om, at bilen ikke må anvendes til privat kørsel.
- anvend i videst muligt omfang specialindrettede køretøjer.

