Momsindberetning ved handel med udlandet

Ved handel med varer og tjenesteydelser over landegrænserne skal der foretages en række indberetninger på momsangivelsen samt til EU-salg uden moms. Skattestyrelsen har øget fokus på, om der bliver foretaget de korrekte indberetninger.

Momsangivelse og EU-salg uden moms

Når en dansk virksomhed sælger varer eller tjenesteydelser uden dansk moms til kunder i andre lande, skal værdienaf salget indberettes på momsangivelsen samt i de fleste tilfælde også til EU-salg uden moms. Der skal også foretages indberetning, når virksomheden køber varer eller tjenesteydelser i andre EU-lande med omvendt betalingspligt/reverse charge. Her skal både værdien af købet og den beregnede danske moms af købet indberettes på momsangivelsen.

Momsangivelsens forskellige rubrikker

Ved indberetning af handel over landegrænserne sondres der mellem handel med varer og handel med tjenesteydelser og handel mellem EU-lande og ikke EU-lande (tredjelande).

I det følgende redegøres der for de forskellige indberetninger på momsangivelsen.

  • Moms af varekøb i udlandet (både EU- og tredjelande)
    Der skal beregnes og indberettes EU-erhvervelsesmoms på 25 % af virksomhedens køb af varer uden moms fra momsregistrerede virksomheder i andre EU-lande samt den importmoms, som fremgår af virksomhedens importspecifikation ved køb af varer fra tredjelande.

  • Moms af ydelseskøb i udlandet med omvendt betalingspligt
    Der skal beregnes og indberettes et momsbeløb på 25 % af virksomhedens køb af tjenesteydelser i udlandet (både EU-lande og tredjelande).

  • Rubrik A-varer – Værdien uden moms af varekøb i andre EU-lande (EU-erhvervelser)
  • Her indberettes fakturaværdien af de varer, som virksomheden har købt uden moms fra momsregistrerede virksomheder i andre EU-lande, og som der skal beregnes og indberettes EU-erhvervelsesmoms af.

    Værdien af varer importeret fra tredjelande skal derimod ikke indberettes.

  • Rubrik A-ydelser – Værdien uden moms af ydelseskøb i andre EU-lande
    Her indberettes fakturaværdien af de tjenesteydelser, som virksomheden har købt uden moms fra momsregistrerede virksomheder i andre EU-lande, og som der skal beregnes og indberettes moms af ydelseskøb af.

    Værdien af tjenesteydelser købt i tredjelande skal derimod ikke indberettes.
  • Rubrik B-varer – Værdien af varesalg uden moms til andre EU-lande Indberettes til EU-salg uden moms
    Her indberettes fakturaværdien af de varer, som virksomheden har solgt uden moms til momsregistrerede virksomheder i andre EU-lande.

  • Rubrik B-varer – Indberettes ikke til EU-salg uden moms – Værdien af installation og montage, fjernsalg og nye transportmidler til ikke momsregistrerede kunder uden moms til andre EU-lande
    Her indberettes blandt andet fakturaværdien af webhandel med varer til andre EU-lande, som virksomheden er momsregistreret for i andre EU-lande, eller som indberettes via EU-ordningen i Moms One Stop Shop.

  • Rubrik B- ydelser – Værdien af visse ydelsessalg uden moms til andre EU-lande. Indberettes til EU-salg uden moms
    Her indberettes fakturaværdien af tjenesteydelser solgt uden moms til virksomheder i andre EU-lande, dog ikke ydelser omfattet af særreglerne, eksempelvis bygge- ydelser mv. solgt uden moms til virksomheder i andre EU-lande.

  • Rubrik C – Værdien af andre varer og ydelser, der leveres uden afgift her i landet, i andre EU-lande og i lande uden for EU
    Her indberettes fakturaværdien af andre salg af varer og tjenesteydelser solgt uden moms, eksempelvis salg af varer og tjenesteydelser uden moms til tredjelande samt salg af ydelser omfattet af særreglerne, eksempelvis byggeydelser mv. solgt uden moms til virksomheder i andre EU-lande. Desuden indberettes værdien af varer, der købes og sælges videre, mens varerne befinder sig uden for EU.

EU-salg uden moms

Når der sælges varer uden moms med pligt til indberetning i ”Rubrik B-varer – Værdien af varesalg uden moms til andre EU-lande Indberettes til EU-salg uden moms” eller tjenesteydelser uden moms med pligt til indberetning i ”Rubrik B-ydelser – Værdien af visse ydelsessalg uden moms til andre EU-lande. Indberettes til EU-salg uden moms”, skal der samtidig ske indberetning til EU-salg uden moms (tidligere benævnt Listesystemet). Værdien af de samme salg af varer og tjenesteydelser skal således angives to forskellige steder.

EU-salg uden moms er et fælleseuropæisk momskontrolsystem, som har til formål at styrke myndighedernes kontrol af momssvig ved EU-handel. Virksomheder i alle EU-lande er forpligtet til at indberette deres salg af varer og tjenesteydelser inden for EU.

Danske virksomheders indberetning af køb fra andre EU-lande på momsangivelsen bør derfor stemme overens med indberetninger fra sælgerne til EU-salg uden moms. Desuden skal danske virksomheders indberetning af salg uden moms til andre EU-lande på momsangivelsen stemme overens med indberetning af salg til EU-salg uden moms.

En indberetning til EU-salg uden moms skal indeholde følgende:

 

  • Sælgerens momsnummer.
  • Angivelsesperiode.
  • Køberens momsnummer.
  • Den samlede værdi af virksomhedens salg af varer uden moms pr. køber.
  • Den samlede værdi af virksomhedens salg af ydelser uden moms pr. køber, hvor køberen er betalingspligtig for momsen.
  • Den samlede værdi af virksomhedens salg af varer, der indgår i trekanthandel, uden moms pr. køber, når virksomheden optræder som mellemhandler.

Der skal som udgangspunkt ske månedsvis indberetning til EU-salg uden moms senest den 25. i den efterfølgende måned. Indberetning skal foretages elektronisk via Skattestyrelsens ”TastSelv Erhverv”.

Det er differencer mellem virksomhedernes indberetning af salg på momsangivelserne og til EU-salg uden moms, som Skattestyrelsen har øget fokus på.

Hvis Skattestyrelsen konstaterer differencer, anmodes virksomheden om at redegøre for differencerne. Hvis virksomheden ikke kan forklare differencerne, risikerer virksomheden at skulle betale moms af salget med 25 % af fakturaværdien.

Det er derfor vigtigt at have interne procedurer for korrekt opgørelse og indberetning af handel med varer og tjenesteydelser over landegrænserne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev