IVS’er og omregistrering

Lempelsesreglerne for omregistrering af iværksætterselskaber (IVS) blev vedtaget kort før jul 2020. Samtidig blev fristen for rettidig omregistrering forlænget med 6 måneder. 

Beslutningen om omregistrering af IVS’er skal anmeldes til Erhvervsstyrelsen og følge de ”almindelige” procedurer, hvor selskabets vedtægter skal ændres med hensyn til selskabsbetegnelse og størrelsen af selskabskapitalen. 

Omregistreringen anses først for sket, når registreringen i Erhvervsstyrelsens it-system (virk.dk) er på plads.  

I skrivende stund er det endnu ikke muligt at foretage omregistreringen på virk.dk efter de lempede regler, og vi afventer derfor, at Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for reglernes ikrafttrædelse. 

Hvad indebærer de nye regler?

De centrale ændringer omfatter nedenstående forhold: 

  • Fristen for at gennemføre omregistreringen er udskudt fra 15. april 2021 til 15. oktober 2021. Konsekvensen af manglende eller for sen omregistrering vil efter al sandsynlighed være tvangsopløsning af selskabet.
  • Omregistreringen fra IVS til ApS forudsætter, at selskabskapitalen forhøjes til lovens minimumskrav, som er 40.000 kr. Et IVS med en registreret kapital på 1 kr. skal således forhøje selskabskapitalen med minimum 39.999 kr. Der er ikke længere krav om, at egenkapitalen skal udgøre 40.000 kr. på omregistreringstidspunktet.
  • Det hidtidige krav om, at en vurderingsmand skal erklære, at kapitalen er til stede, medmindre dette fremgår af selskabets seneste, reviderede årsregnskab, er ophævet. 

Kapitalforhøjelsen

Selskabskapitalen kan forhøjes ved indskud af kontanter, ved apportindskud (andre værdier end kontanter) eller ved fondsudvidelse. Ved indskud af kontanter skal det dokumenteres, at pengene er overført til selskabet.  

Ved apportindskud skal der udarbejdes en vurderingsberetning, der dokumenterer, at de indskudte aktiver har en værdi, der mindst svarer til det aftalte vederlag, herunder den pålydende værdi af de kapitalandele, der udstedes. 

Mens vi venter

Indtil de nye regler er trådt i kraft, skal IVS’erne agere ud fra de eksisterende selskabsretlige regler. Samtidig skal man være opmærksom på reglerne om kapitaltab og tvangsopløsning.  

Hvis et IVS først er sendt til tvangsopløsning, kan selskabet ikke genoptages, hvis egenkapitalen er negativ. Her skal egenkapitalen mindst udgøre 40.000 kr., og samtidig må der ikke være ydet ulovlige kapitalejerlån. 

Har du brug for råd – eller konkret assistance – i forbindelse med omregistreringen fra IVS til ApS, er du selvfølgelig velkommen til at kontakte din Krøyer Pedersen-revisor.



Nyheder

01

IVS’er og omregistrering

» Læs mere

02

Gavekort skattefrie op til 1.200 kroner

» Læs mere

03

Regnskaber i en coronakrisetid

» Læs mere

04

Beskatning af fri bil

» Læs mere

05

Godt nyt om godtgørelse af elafgift

» Læs mere