MOMS PÅ UDLEJNINGSBILER

Ved salg af såvel nye som brugte biler i Danmark skal der som udgangspunkt betales moms af hele salgsprisen. I det omfang, registreringsafgiften indbetales på vegne af køberen af bilen, kan registreringsafgiften dog holdes uden for momsgrundlaget som et udlæg. 

Bilforhandlere, leasingselskaber og køreskolevirksomheder, der indregistrerer biler til eget brug, kan ikke anvende udlægsreglen ved et senere salg af bilen. I momslovens § 30 findes der dog en regel, som sikrer, at disse virksomheder ikke betaler moms af registreringsafgiften ved senere salg. 

Nye regler

Denne bestemmelse er blevet ændret med virkning fra 1. juli 2021. Ændringen af bestemmelsen indebærer, at der fremover skal skelnes mellem, hvorvidt en tidligere anvendt indregistreret bil sælges med fortjeneste eller med tab. Ændringen af bestemmelsen udvider også adgangen til at anvende reglerne om at betale moms på et reduceret momsgrundlag, idet bilforhandlere ved salg af indregistrerede demonstrations- og udlejningspersonbiler tillige kan anvende bestemmelsen.

 Ændringen betyder således:

  • Fremover skal der sondres mellem biler, der indeholder registreringsafgift, og biler, der ikke indeholder registreringsafgift.
  • Der skal sondres mellem biler solgt med tab eller fortjeneste.
  • Beregningsprincippet ændres.
  • Bilforhandlere, som sælger demonstrations- og udlejningspersonbiler, kan nu også anvende regelsættet.

 For biler, der indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, og som sælges til en lavere pris end indkøbsprisen, skal salgsmomsen beregnes på følgende måde:

 Moms ved første indregistrering i Danmark x salgsprisen / den oprindelige købspris inkl. moms.

 

EKSEMPEL

Et udlejningsfirma har anskaffet en bil til 305.000 kr. Registreringsafgiften udgør 180.000 kr., og momsen udgør 25.000 kr. Dvs. bilen koster 100.000 kr. ekskl. moms og afgifter. 

Bilen sælges efter 12 måneder til 265.000 kr. 

Momsen, som skal afregnes, udgør 21.721 kr.

 

Ved ”indkøbsprisen/den oprindelige købspris” forstås, jf. Skattestyrelsen bilens pris inkl. momsbelagt ekstraudstyr, leveringsomkostninger mv. og den betalte moms og registreringsafgift.

Ved ”salgsprisen” forstås det aftalte vederlag og omkostninger, fx leveringsomkostninger, som sælgeren kræver betalt af køberen som betingelse for levering af bilen. Udgift til nummerplader kan dog holdes udenfor. Ekstraudstyr i form af anhængertræk eller alufælge, som køberen tilkøber, dvs. som tilføres bilen i forbindelse med salget, skal ikke medregnes i ”salgsprisen”. 

Sælges en bil med fortjeneste, dvs. at salgsprisen inkl. registreringsafgift overstiger købsprisen inkl. registreringsafgift, skal salgsmomsen beregnes på følgende måde: 

20 % af differencen mellem salgsprisen og den betalte registreringsafgift på købstidspunktet.

EKSEMPEL

Samme bil som i tidligere eksempel sælges efter 6 måneder til 315.000 kr.

Her skal der betales 27.000 kr. i salgsmoms.

Demo og udlejningsbiler

Bilforhandlere, som sælger biler, der er indkøbt som demonstrations- og udlejningspersonbiler og har været anvendt til forhandlerens fradragsberettigede formål, kan også beregne salgsmomsen efter de nye regler. Det gælder dog kun, hvis der ved indkøbet af køretøjet/indregistreringen er blevet betalt fuld registreringsafgift. 

Det betyder, at autoforhandlere heller ikke fremover skal betale moms af den indeholdte registreringsafgift. Men som noget nyt skal autoforhandlere ved salg af de nævnte køretøjer betale moms af den eventuelle fortjeneste ved salget. 

Fakturakrav

Ved anvendelse af de særlige momsregler i § 30 er det en betingelse, at der ikke fremgår noget momsbeløb på fakturaen overfor køberen. Det anbefales at anføre en særlig tekst på fakturaen, som henviser til reglerne og oplyser køberen om, at der ikke kan opnås momsfradrag. 

Ved salg af andre brugte biler kan momsberegningen enten ske efter de almindelige regler eller efter de særlige brugtmomsregler.



Nyheder

01

STØRRE BEFORDRINGSFRADRAG OG HØJERE SATSER FOR SKATTEFRI KØRSELSGODTGØRELSE

Prisudviklingen bevirker større befordringsfradrag for hele 2022 og højere satser for skattefri kørselsgodtgørelse fra 1. maj 2022.

» Læs mere

02

Er computerskærmen til hjemmearbejdspladsen skattefri?

Se betingelsen for at den arbejdsgiverbetalte computerskærm er skattefri...

» Læs mere

03

NYE SATSER TIL BESKATNINGS-
GRUNDLAGET FOR VÆRDI AF FRI BIL

Fra 1. januar 2022 ændres satserne og miljøtillægget øges for beskatningsgrundlaget af fri bil.

» Læs mere

04

DIGITAL SIGNATUR

Krav til selskabsdokumenter med digital underskrift for at få retsvirkning efter sit indhold.

» Læs mere

05

Tilbagebetaling af lån til a-skatter og moms

Lån, der oprindeligt forfaldt til betaling henholdsvis den 1. november 2021 og den 1. februar 2022, har fået udskudt forfaldsdatoen til den 1. april 2022.

» Læs mere