Fri bil og skat fra 2021

Fra og med den 1. juli 2021 skal beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil opgøres efter ændrede satser. Den 1. januar 2022 forøges beskatningsgrundlaget yderligere med et højere miljøtillæg. Et enkelt lyspunkt eller måske to er skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ladestandere til elbiler mv. og et særligt bundfradrag ved privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler. 

Beskatning af fri bil

Fra og med den 1. juli 2021 opgøres beskatningsgrundlaget for fri bil som:

  • 24,5 % af den del af beregningsgrundlaget, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20,5 % af en resterende del.
  • Den beregnede værdi forhøjes med et miljøtillæg, der udgør den årlige ejerafgift ekskl. udligningsafgift og privatbenyttelsesafgift plus 150 %. 

Satserne i 2022 og senere

Den sats, der skal anvendes af beregningsgrundlaget op til 300.000 kr., nedsættes i 2022 og følgende år årligt med 0,5, indtil satsen når 22,5 % i 2025. I 2022 er satsen således på 24 %.

Den sats, der skal anvendes af den del af beregningsgrundlaget, der overstiger 300.000 kr., forhøjes i 2022 og følgende år årligt med 0,5, indtil satsen når 22,5 % i 2025. I 2022 er satsen således på 21 %. 

Fra og med 2025 er satsen på 22,5 %, uanset beregningsgrundlaget for værdi af fri bil. 

Forhøjelse af miljøtillægget

Miljøtillægget forhøjes også de kommende år og udgør den grønne ejerafgift med tillæg af:

  • 250 % i 2022
  • 350 % i 2023
  • 500 % i 2024
  • 600 % i 2025 og følgende år. 


Dette betyder, at hvis der betales en årlig ejerafgift på en bil på eksempelvis 3.000 kr., udgjorde miljøtillægget i 2020 3000 kr. + 1.500 kr. (50 % af 3.000 kr.) = 4.500 kr. for hele året. For 2025 vil miljøtillægget udgøre 3.000 kr. + 18.000 kr. (600 % af 3.000 kr.) = 21.000 kr.  

Elbil og arbejdsgiverbetalt ladestander på bopælen

Arbejdsgiverbetalt ladestander på bopælen skal fra og med den 1. juli 2021 ikke længere indgå i beskatningsgrundlaget for fri bil, når medarbejderen har fri bil i form af en elbil eller en pluginhybridbil.  

Der er fra og med den 1. juli 2021 endvidere indført skattefrihed for arbejdsgiverbetalt ladestander på den private bopæl, der overgår til udelukkende privat anvendelse, når medarbejderen i en sammenhængende periode på mindst seks måneder er blevet beskattet af fri elbil eller pluginhybridbil. 

Personer, der anvender virksomhedsskatteordningen, er ikke omfattet af denne lovændring. En ladestander (erhvervsmæssig og privat anvendt) kan efter gældende regler ikke indgå i virksomhedsordningen. 

Bundfradrag ved deleøkonomi

Fra og med indkomståret 2021 er der indført et særligt bundfradrag på 20.000 kr. (2021) ved privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler (under 50 g C02 pr. kilometer). Dette bundfradrag gælder sideløbende med fradraget på 10.700 kr. (2021) ved udlejning af andre personbiler, lystbåde mv. Hvis årets bruttoindkomst ved udlejning af nul- og lavemissionsbiler overstiger bundfradraget på 20.000 kr. (2021), er kun 60 % af det overskydende beløb skattepligtigt.  

– Har du spørgsmål vedr. de ændrede regler for opgørelse af beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil, er du altid velkommen til at kontakte din Krøyer Pedersen-revisor.



Nyheder

01

Rekruttering af arbejdskraft i udlandet

I en globaliseret verden er det helt almindeligt, at arbejdskraften flyder over landegrænser.

» Læs mere

02

Udbytte og det, der ligner

Ved udbytte forstås alt, hvad der udloddes fra et selskab til aktionærerne. Aktieavance er den fortjeneste, som man opnår, når man sælger aktierne – eller er det?

» Læs mere

03

Kender du reglerne for kontant betaling?

Det er vigtigt at kende reglerne om maksimumgrænserne for kontant betaling. Ellers risikerer man såvel som forbruger som erhvervsdrivende at komme galt afsted

» Læs mere

04

Bedre mulighed for godtgørelse af elafgift

Siden den 1. januar 2021 har mange virksomheder været berettiget til en større godtgørelse af elafgift, end tilfældet var tidligere

» Læs mere

05

Hvornår er der momsfradrag for reklame, repræsentation mv.?

Det er vigtigt at foretage en konkret vurdering af de afholdte omkostninger til reklame, repræsentation mv. for at sikre det korrekte momsfradrag.

» Læs mere