Revisoruddannelsen – Trin for trin

Hos Krøyer Pedersen kræver trainee-forløbet en Erhvervsfaglig Studentereksamen (EUX), Højere Handelseksamen (HHX), Teknisk Studentereksamen (HTX), Almen Studentereksamen (STX), Finansøkonomuddannelsen, Bachelor (HA-almen el.lign.) eller cand.merc.

Trainee-forløbet er en 2-årig, lønnet uddannelse, hvor du – sideløbende med dit job – følger en række kursusophold sammensat af Revisorgruppen Danmark. I alt 7 moduler (inklusiv en introtur til Cypern) fordelt over hele uddannelsesforløbet.

Hvert modul varer som udgangspunkt 4 dage og centreres om en gennemgående virksomhedscase. Du vil løbende få feedback på din faglige udvikling og adfærd, og uddannelsen afsluttes med en større case.

Når det sidste modul er gennemført, kan du kalde dig revisor.

Har du allerede en videregående økonomisk uddannelse, kan forløbet også tages som et 1-årigt fast-track forløb. Vi vil i forbindelse med din ansættelse vurdere, hvilket forløb, der passer bedst til dig.

Krøyer Pedersen afholder alle udgifter i forbindelse med dit uddannelsesforløb.

Samtidigt med trainee-forløbet forventer vi, at du påbegynder diplomstudiet (HD). Typisk efter det første år af forløbet. HD – der er et 2-delt deltidsstudie – læses uden for arbejdstid, sideløbende med dit arbejde som revisor. Er du EUX’er, HHX’er, HTX’er eller STX’er, skal du gennemføre både 1. og 2. del. Et forløb på i alt 4 år. Er du finansøkonom kan du gå direkte til 2. del, der tager 2 år.

På HD 1. del undervises inden for almene fagområder som erhvervsøkonomi, samfundsøkonomi, dataanalyse, erhvervsjura, metode m.m.

HD 2. del er en overbygning, hvor der vælges speciale. Som revisor vil der være tale om ”Regnskab & Økonomistyring”. Hovedområderne er her ekstern regnskab, strategisk ledelse, økonomistyring, skatteret og praktisk seminar.

Krøyer Pedersen betaler kursusafgift, bøger og transportomkostninger, lige som tid til undervisning, eksamensforberedelse, eksamener og hovedopgaver placeret i arbejdstiden honoreres med fuld løn.

Efter HD-forløbet kan du kalde dig revisor HD/R. En titel som også kvalificerer dig til at starte på cand.merc.aud, der er et 4 årigt deltidsstudie, som foregår delvist i arbejdstiden. Et forløb med fuld revisorløn.

Som HA’er er der fuld merit for HD-uddannelsen, og dermed direkte adgang til det videre forløb på cand.merc.aud.

I sidste ende kan forløbet toppes af uddannelsen til statsautoriseret revisor. Et 2-årigt forløb, der både tilføjer dig en statsautorisation og adskillige nye trin til din erhvervsmæssige karrierestige.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev