Grønt håndværkerfradrag


Skatterådet har taget stilling til, om der er fradrag efter BoligJobordningen for lønudgifter til service af varmepumper samt service og reparation af ventilationsanlæg.

Udgivet af RGD/Revitax


BoligJobordningen

BoligJobordningen omfatter et såkaldt servicefradrag og fra og med den 1. januar 2025 også et grønt håndværkerfradrag.

Servicefradraget udgør 17.500 kr. (2025), og håndværkerfradraget er maksimeret til 8.600 kr. (2025) kr. pr. person.

Fradragene gælder kun lønudgifter.

Servicefradraget omfatter udgifter til f.eks. rengøring, vinduespudsning, børnepasning, havearbejde og snerydning. Fra og med den 1. januar 2025 er der også fradrag for f.eks. træfældning, anlæg af græsplæne, rensning af tagrender og installation af tyverialarm. I 2025-2027 kan der desuden fås fradrag for lønudgifter til reparation af hårde hvidevarer.

Håndværkerfradraget gælder lønudgifter til ”grøn istandsættelse” f.eks. energibesparende forbedringer, energiforsyning og klimasikring.

Service af varmepumper

Et firma, som tilbyder servicering af luft til luft- og luft til vand-varmepumper, ønskede afklaret, hvorvidt kunderne kunne fratrække sådanne udgifter, herunder om udgifterne faldt under service- eller håndværkerfradraget.

Skatterådets svar var, at udgiften kan fratrækkes og falder ind under det grønne håndværkerfradrag.

 

Service og reparation af ventilationsanlæg

Et firma, der yder service vedrørende ventilationsanlæg, ventilationsrens inklusive mekanisk rensning af ventilationskanaler, indregulering af ventiler, ønskede svar på, om en sådan udgift kunne fratrækkes enten under servicefradraget eller håndværkerfradraget.

Skatterådets svar var, at udgiften ikke var omfattet af hverken servicefradraget eller håndværkerfradraget.

Arbejdsløn til reparation af ventilationsanlæg var derimod omfattet af det grønne håndværkerfradrag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev