En række beløbsgrænser i skatte- og afgiftslovgivningen reguleres hvert år.
For at sikre dig et overblik har vi lavet en oversigt over de mest relevante beløbsgrænser, der reguleres:
1. Den kendte topskat for 2025 og tidligere år erstattes fra og med 2026 af en ny mellemskat, topskat og top-topskat.
2. Skatteloftet for positiv nettokapitalindkomst udgør 42 % i såvel 2025 som i 2026 og betales af den del af nettokapitalindkomsten, der overstiger et bundfradrag, som i 2025 udgør 52.400 kr. og 55.000 kr. i 2026. For ægtefæller beregnes nettokapitalindkomsten under ét, og der gives et dobbelt bundfradrag.
3. Fra og med 2026 er der indført et ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer, som gives i 2 år forud for det år, hvor personen når folkepensionsalderen. Personer, der når folkepensionsalderen i 2026, får derfor ikke fradraget.
Fradraget beregnes ligesom de øvrige beskæftigelsesfradrag som en procentdel af arbejdsindkomsten efter fradrag af pensionsindbetalinger. I 2026 beregnes fradraget med 1,4 % og kan maksimalt udgøre 6.100 kr.
– Ifølge finanslovsaftalen forhøjes fradraget i 2026 til 8,5%, dog maksimalt 37.000 kr., og perioden for det ekstra fradrag udvides fra 2 til 5 år.
4. Det såkaldte grønne håndværkerfradrag omfatter fx lønudgifter til energibesparende foranstaltninger, energiforsyning og klimasikring.
5. Servicefradrag omfatter foruden rengøring, havearbejde mv. også anlæg af græsplæne, rensning af tagrender, snerydning og installation af tyverialarm. I 2025-2027 kan der desuden fås fradrag for lønudgifter til reparation af hårde hvidevarer.
